Kjøbenhavns Skytteforenings love

 

§ 1

Kjøbenhavns Skytteforening, der er tilsluttet DGI Storkøbenhavn under DGI, Dansk Sportsskytte Forbund samt Københavns Skytteforbund under Dansk Skytte Union og dermed Danmarks Idrætsforbund, har til formål gennem sine virkemidler at arbejde for at skabe en vågen og sund ungdom og en viljefast og dygtig manddom til styrkelse af fædrelandskærligheden og forsvarsviljen i vort folk.

Formålet søges opnået ved at øve skydning som idræt blandt unge og ældre, ved at værne om foreningens gamle traditioner og ved at se fremad med åbent blik og sind for, hvad der gavner folket og fædrelandet med særligt henblik på hovedstadens forsvar.

Foreningens hjemsted har siden 1862 været Københavns Kommune.

 

§ 2

Foreningen er af politidirektøren i København bemyndiget til at give våbenpåtegninger.

 

§ 3

Våbenpåtegninger gives på grundlag af våbenlovens bestemmelser.     (CPR-nr., Godkendelse af medlemmet hos den lokale politimyndighed, godkendelse af medlemmet hos foreningens bestyrelse m.v.).

 

§ 4

Foreningen skal underrette politiet, hvis den bliver opmærksom på, at forholdene for et medlem med våbenpåtegning udvikler sig i betænkelig retning. (tilbagekaldelse af våbenpåtegning, inddragelse af våbnet ved politiets foranstaltning m.v.).

§ 5

Som medlemmer af foreningen kan optages enhver uberygtet mand og kvinde, som ønsker at efterleve foreningens formål.

Medlemmerne deles i aktive, ungskytter, passive og aktive over 67 år.

 

§ 6

De aktive medlemmer er forpligtede til at give møde, når de af foreningen er udtaget til at repræsentere denne ved kapskydning mod andre skytteforeninger, i særlige tilfælde kan bestyrelsen fritage en aktiv skytte for denne mødepligt.

Aktive skytter, der tillige er medlemmer af andre skytteforeninger, må ikke ved kapskydninger konkurrere mod foreningen uden forud at have indhentet bestyrelsens tilladelse.

 

§ 7

Passive medlemmer kan ikke deltage i foreningens løbende kap- og pokalskydninger, men i almindelige trænings- og klasseskydninger, dog uden at kunne æske de til disse skydninger knyttede pokaler; de kan deltage i den almindelige præmiering mod betaling af det fastsatte præmieindskud.

 

§ 8

Ved indmeldelse i foreningen betaler såvel aktive som passive medlemmer et indskud.

Udmeldelse af foreningen eller ønske om overførsel fra aktivt til passivt medlemskab skal ske skriftligt til foreningen.

Ved overgang fra aktivt til passivt medlemskab, eller omvendt betales ikke fornyet indskud.

 

§ 9

Kontingent og indskud fastsattes årligt på den ordinære generalforsamling.

Bestyrelsen kan i særlige tilfælde (sygdom, bortrejse e.l.) tilstå kontingentfrihed for en nærmere fastsat periode.

 

§ 10

Medlemmer, der er i kontingentrestance, kan ikke deltage i foreningens skylninger. Et medlem, som efter at være afkrævet skyldigt kontingent ikke efter regnskabsårets afslutning har indbetalt dette, betragtes som slettet af foreningen og kan kun igen optages som medlem ved at indbetale det fulde skyldige kontingentbeløb.

 

§ 11

Foreningens hæderstegn for 25 samt for 40 og opefter for hvert yderligere 10 års medlemskab tildeles aktive og passive medlemmer, der sammenlagt har været medlem i det tilsvarende antal år.

Foreningen kan med generalforsamlingens godkendelse udnævne æresmedlemmer.

 

§ 12

Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af

-      en formand, der vælges hvert år på den ordinære generalforsamling,

-      seks medlemmer, der vælges for tre år ad gangen, idet to medlemmer afgår hvert år efter tur.

Såvel formand som de øvrige bestyrelsesmedlemmer kan genvælges.

Udtræder formanden af bestyrelsen i årets løb, fungerer næstformanden, indtil en ny formand kan vælges på førstkommende ordinære general-forsamling.

Udtræder et bestyrelsesmedlem i sin valgperiode, indtræder suppleanten i dennes sted, og virker som bestyrelsesmedlem i resten af den periode, hvori den, som de træder i stedet for, er valgt.

 

§ 13

Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, kasserer og sekretær og fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen nedsætter de nødvendige udvalg bestående af bestyrelsesmedlemmer og/eller øvrige medlemmer af foreningen.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 (fire) af medlemmerne er til stede. I tilfælde af stemmelighed ved afstemninger er formandens/den fungerende formands stemme afgørende.

 

§ 14

Når det skønnes formålstjenligt kan bestyrelsen, til sine drøftelser, tilkalde fornøden sagkyndig assistance, dog uden at de fremmødte har stemmeret.

§ 15

Generalforsamlingen er den højeste myndighed i alle foreningens anliggender. Generalforsamlinger kan være ordinære eller ekstraordinære.

§ 16

Indkaldelse til enhver generalforsamling sker skriftlig til hvert medlem senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Samtidig med indkaldelsen skal der gives oplysninger om dagsorden samt de forslag, der vil komme til behandling.

Forslag, som medlemmer ønsker behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være indsendt til bestyrelsen senest den 31. december. Til behandling på en ekstraordinær generalforsamling senest tre uger før dennes afholdelse.

På enhver generalforsamling kan der med almindelig stemmeflertal træffes beslutning om ethvert rettidigt indsendt forslag. Ændringer i lovene kræver dog et flertal på 2/3 af de afgivne stemmer på en ordinær generalforsamling; når afstemningen foretages skriftligt, er blanke stemmesedler ikke medregnet i antallet af afgivne stemmer. Ændringer i lovene kræver tillige, at forslaget er fremsat enten af bestyrelsen eller af mindst 20 medlemmer. Dersom et lovforslag ikke opnår 2/3 flertal, men opnår mere end 50% af de afgivne stemmer, kan det genfremsættes på en dertil lovligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling, hvor det kan vedtages med almindeligt stemmeflertal.

Der kan på enhver generalforsamling kun træffes beslutning om forslag, der findes opført på dagsordenen.

 

§ 17

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen. Bestyrelsen skal dog sikre, at der er en kompetent person til stede, der er villig til at påtage sig hvervet. Bestyrelsen bringer denne person i forslag.

Dirigenten konstaterer generalforsamlingens lovlige indvarsling, afgør om den fornødne stemmeflerhed er til stede og lader, når han selv skønner det nødvendigt eller mindst 15 medlemmer kræver det, afstemningen foretage skriftligt.

 

§ 18

Intet medlem er stemmeberettiget på en generalforsamling, før vedkommende er fyldt 18 år, har været medlem af foreningen i mindst 6 måneder og ikke er i kontingentrestance.

 

§ 19

Den årlige ordinære generalforsamling afholdes i februar med følgende dagsorden:

I.     Valg af dirigent.

2.    Beretning om foreningens virksomhed.

3.    Regnskabet fremlægges til godkendelse.

4.    Behandling af indkomne forslag.

5.    Fastsættelse af indskud og kontingent.

6.    Godkendelse af æresmedlemmer.

7.    Valg af formand.

8.    Valg af to medlemmer til bestyrelsen.

9.    Valg af en suppleant til bestyrelsen.

10.  Valg af en revisor og en revisorsuppleant.

11.  Eventuelt.

§ 20

Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes, når bestyrelsen anser det for nødvendigt eller når mindst 50 medlemmer skriftligt kræver det med opgivelse af forhandlingsemne. Den ekstraordinære generalforsamling afholdes senest to måneder efter, at krav derom lovligt er fremsat og med følgende dagsorden:

I.     Valg af dirigent

2.    Behandling af emnet for den ekstraordinære generalforsamling.

3.    Eventuelt.

§ 21

Regnskabsåret er kalenderåret. Revisoren skal modtage regnskabet senest den 1. februar, og revisionen skal være udført inden den 15. februar.

Ethvert medlem af foreningen skal have lejlighed til - i de sidste 5 dage inden den ordinære generalforsamling - at efterse det reviderede regnskab med bilag og revisionens påtegning ved henvendelse til kassereren.

 

§ 22

Foreningen tegnes af formanden eller i dennes forfald af næstformanden. Køb og salg samt pantsætning af fast ejendom kræver dog underskrift af mindst 5 af bestyrelsens øvrige medlemmer.

 

§ 23

Gør et medlem af foreningen sig skyldig i overtrædelse af foreningens love eller bestemmelser, der er fastsat af bestyrelsen eller på dennes vegne af et af dens udvalg, vil sagen snarest være at behandle i bestyrelsen.

Alt efter den begåede forseelses art kan bestyrelsen i mindre alvorlige tilfælde ordne sagen ved en mundtlig tilrettevisning, i mere alvorlige tilfælde ved skriftlig tilrettevisning fra bestyrelsen.

Er overtrædelsen særlig grov eller har vedkomne gennem sin adfærd handlet på en sådan måde, at det har skadet foreningens anseelse og omdømme udadtil, kan bestyrelsen beslutte at udelukke vedkommende fra foreningen for en tid eller stedse.

Enhver sådan afgørelse kan af vedkommende indankes for den førstkommende ordinære generalforsamling, men den udelukkede kan ikke i den mellemfaldende tid deltage i foreningens liv.

 

§ 24

Overtræder et medlem af foreningen de af DGI, Dansk Skytte Unions eller de af foreningen selv fastsatte skyde- og ordensregler, kan den ansvarlige leder på stedet (skydeudvalg, skydeinspektør, holdkaptajn eller lignende) straks udelukke den pågældende fra fortsat skydning.

Forhold af denne art vil snarest være at forelægge foreningens bestyrelse, der derefter, alt efter forseelsens grovhed, kan fastsætte, at den pågældende

  1. I en nærmere fastsat periode ikke vil være at udtage til deltagelse på foreningens hold mod andre foreninger
  2. I en nærmere fastsat periode vil være at udelukke fra deltagelse i foreningens kap-, pokal- og præmieskydninger eller
    1. For en nærmere fastsat tid eller for stedse vil være at udelukke fra al skydning i foreningen.

Også sager af denne art kan af den pågældende indankes for den førstkommende ordinære generalforsamling, men den af bestyrelsen trufne afgørelse står ved magt, indtil generalforsamlingen eventuelt træffer en anden afgørelse.

 

§ 25

Beskadiger eller misrøgter et medlem af foreningen noget af foreningens materiel, inventar, våben eller ammunition, kan bestyrelsen bestemme, at den pågældende skal erstatte skaden i dens fulde omfang, i grovere tilfælde tillige i forbindelse med bestemmelserne i § 23-24.

Ved misligholdelse af udlånte våben, der tilhører eller administreres af foreningen, kan disse omgående inddrages, hvorved de pågældende dog ikke kan unddrage sig erstatningspligt for forvoldte skader.

 

§ 26

Mindst en gang årligt afholdes en festlig sammenkomst der arrangeres af bestyrelsen.

 

§ 27

Foreningen kan kun opløses efter bestyrelsens forslag på en i denne særlige anledning indkaldt ekstraordinær generalforsamling, når mindst 3/4 af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede og 3/4 af disse stemmer for ophævelsen.

Er 3/4 af de stemmeberettigede medlemmer ikke tilstede, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor der

-        uanset det fremmødte antal stemmeberettigede medlemmer

-        med 3/4 stemmeflertal

kan træffes bestemmelse om foreningens opløsning og om, hvorledes der skal forholdes med de af foreningens ejendele, der ikke på forhånd er båndlagt gennem særlige bestemmelser og statutter, idet disse ikke-båndlagte midler dog skal anvendes til fordel for almenvellet.

Ophører foreningen at eksistere eller udmelder foreningen sig af DGI eller af Dansk Skytte Union, skal den til disse aflevere samtlige derfra modtagne ejendele.

 

§ 28

Denne lov er trådt i kraft ved vedtagelsen.

 

Vedtaget på generalforsamlingen den 11. februar 1889, ændret på generalforsamlingen i 1891, 1892, 1897, 1898, 1907, 1908, 1909, 1910, 1915, 1916, 1920, 1923, 1924, 1925, 1926, 1949, 1958, 1959, 1960, 1976, 1979, 1989, 1992, 1995, 2002, 2003, 2005, 2006 2008, 2010, 2011, 2012 og senest på generalforsamlingen den 25. februar 2014.

Joomla templates by a4joomla