Foreningen er stiftet i 1862, og da foreningen har så mange år på bagen, vil dens traditioner og liv naturligvis bære præg af denne historie. 

Vi er ca 300 medlemmer, der skyder pistol, riffel - eller begge dele.

Foreningen er tilsluttet Dansk Skytte Union, Københavns Skytte Forbund, Dansk Sportskytte Forbund og DGI.

Vores vedtægter, som vi stadig kalder for love, er nok lidt anderledes end så mange andre foreningers. Vi har vores egen sang, som har kunnet jage kvinder ud af foreningen. Vi startede et blad op midt under besættelsen, da der var småt med papir, i håb om at kunne fastholde vor medlemsskare. Vi har flaghejsning hvert forår ved vort hus, som optakt til den kommende sommersæson og meget mere.

Men trods hele denne historie med masser af gamle traditioner, så formår vi alligevel at kunne følge med tiden, og vi deltager aktivt i de tilbud, vi får fra de skytteorganisationer, vi i dag er tilsluttet.

Kjøbenhavns Skytteforening er stiftet af "Centralcomitéen til oprettelse af skytteforeninger". Centralcomitéen blev stiftet 10. februar 1861 på initiativ af kaptajn af artilleriet, H.P.V. Mønster, der – med forbillede i allerede eksisterende engelsk frivillig skyttebevægelse – søgte at skabe interesse for en tilsvarende organisation i Danmark. Du kan læse mere om skydningens historie andetsteds på siden.

Kjøbenhavns Skytteforening er i dag medlem af Dansk Skytte Union, Dansk Sportsskytte Forbund og selvfølgelig stadig medlem af den første organisation, der dog har skiftet navn mange gange siden og i dag hedder DGI.

Ud over at træne på vores egne baner deltager vi i stævner over hele landet samt i feltskydninger (terrænskydninger) i Sverige. Herudover har vi vore egne foreningsarrangementer som grillaften, "Futskydning", juleafslutning, undervisning, kurser, struktureret træning m.m.

Skydning er en dejlig sport, hvor hele familien kan være med. Man bliver inddelt i klasser efter alder og færdigheder, og man kan skyde, fra man begynder at gå i skole og hele resten af livet, og vi optager selvfølgelig medlemmer af begge køn og i alle aldre!

Skydning foregår hele året rundt, og det er både en indendørs og en udendørs sport.

"Uden mad og drikke.."
I klubhuset, SKAKHUSET, på Amager kan man til rimelige priser købe sig en bid brød og forskellige drikkevarer samtidig med, at man har tid til at udveksle gode historier med alle de andre.